IN MY TIME OF DYING
Sebastian Junger har jeg fulgt og læst de sidste mange år bl.a. gennem hans artikler i Vanity Fair og hans bøger, hvoraf The Perfect Storm, der senere blev filmatiseret, nok stadig er den mest kendte...
Nogle bøger står man overfor som var det et bjerg der skal bestiges. Enten pga. deres rene længde og ord volumen, sprogets kompleksitet, handlingens kringelkroge, et broget persongalleri eller andet. Det har for mig været bøger som Thomas Pynchons Gravity’s Rainbow, David Foster Wallaces Infinite Jest, Joyces Ulysses (Finnegans Wake kastede jeg håndklædet i ringen eller for at blive ved analogien, lagde jeg rygsækken og isøksen ved. Simpelthen så knudret og mærkeligt skrevet, at jeg aldrig kom i et læseflow).
Nu står jeg overfor en til af slagsen. Et litterært bjerg der skal bestiges; House of Leaves af Mark Z. Danielewski. Har glædet mig længe til at læse den. Nogle har været flere år om den, der er studiegrupper der ikke beskæftiger sig med andet og igen andre har kaldt den - den mest uhyggelige bog de nogensinde har læst. Flere nævner den som værende livsændrende.
Læs mere om den i artiklen her og skriv meget gerne hvis du har læst eller har anden erfaring med den; positivt som negativt. Se også på billederne hvordan der leges med skrifttyper, typografi og visuelle effekter. Vild bog!
Enjoy.
Sebastian Junger har jeg fulgt og læst de sidste mange år bl.a. gennem hans artikler i Vanity Fair og hans bøger, hvoraf The Perfect Storm, der senere blev filmatiseret, nok stadig er den mest kendte...
Nok ikke alle der er til emnet hverken interesse eller forståelses- (al respekt😅😇) mæssigt, men det er noget af det mest relevante jeg længe har hørt - hvad angår det menneskelige sind, bevidsthed og psykologi...
Kender I det, når man rigtig glæder sig til at tage en bid af en ny bog. Mange tak for den Poul...